lørdag den 9. december 2017

Valgplakater og julepynt

Når jeg her i 2017 for første gang stiller op ved et kommunalvalg er det med en speciel følelse og stolthed det sker. Da jeg for lidt over to år siden besluttede mig for at stille mit kandidatur til rådighed var det et definitivt farvel til et tyranni, der havde styret de første 33 år af mit liv. Samtidig blev det en markering af min personlige kamp for de værdier, der altid har været grundlæggende i min tilværelse og relationer til andre mennesker, både da jeg måtte kæmpe for dem i det skjulte og nu, hvor jeg frit kan udfolde dem og leve dem.


Jeg er 62 år, født i 1955, opvokset i et religiøst og socialt miljø, der var gennemsyret af en stærk negativ social og mental kontrol. Det var et miljø, hvor man ikke var noget i sig selv, men kun i kraft af sit tilhørsforhold til det religiøse fællesskab og en ubetinget underkastelse under kollektivets til enhver tid gældende normer og sandheder.

Af forskellige årsager begyndte jeg sidst i teenageårene at udvikle en stærk kritisk sans til den sociale og religiøse virkelighed, der udgjorde rammerne for mit liv. Op igennem 20’erne udviklede jeg en ny og spirende bevidsthed om det liv jeg levede og de værdier, som jeg anså som vigtige og ufravigelige for mig – og min forestilling om det gode liv. Mine kerneværdier kom stadig oftere på kollisionskurs med de sociale og religiøse rammer, det var forventet skulle styre og regulere mit liv.

De værdier, som blev mere og mere insisterende i min bevidsthed og den måde jeg udfoldede mit liv, var ordentlighed og rimelighed, tillid og troværdighed. Disse livsværdier blev med tiden samtidig fundamentet for min egen kamp for frihed til at være sig selv, frihed til at tale og ytre sig, frihed til at leve sit eget liv uden at blive sanktioneret af andre.

Som 33-årig var jeg nået til det punkt, hvor jeg ikke længere kunne genkende mig selv, som en del af det religiøse og sociale miljø jeg var opvokset i og som hidtil havde været rammen for mit liv. I det tidlige forår 1989 traf jeg beslutningen om at begynde et nyt liv, hvor det er være tro mod mig selv fik en helt ny betydning. Men det betød også, at mit tidligere netværk fra den ene dag til den anden vendte mig ryggen, at jeg var død i deres øjne. Men det vigtigste var dog, at jeg havde bevaret mig og på en ny måde genvundet min selvrespekt, at jeg for første gang kunne se mig selv i øjnene og begynde en ny tilværelse.

Bruddet med mit opvækstmiljø betød, at jeg nu havde frihed til at leve det liv jeg ønskede. Jeg havde nu frihed til at engagere mig i det samfund jeg nu reelt var blevet en del af – uden at blive sanktioneret for det, frihed til at bidrage med egne tanker, idéer, vision og erfaringer, frihed til at tage et medansvar for det samfund vi har.

Den første store milepæl med min nyvundne frihed indtraf den 12. december 1990, da jeg ved folketingsvalget for første gang deltog i en valghandling og satte mit kryds på en stemmeseddel. Jeg husker stadig de mange og meget forskellige følelser der fyldte mig, da jeg stod der i stemmeboksen.

For mange mennesker er det højtider og mærkedage der betyder meget, som fx jul og fødselsdage. For mig betyder disse ikke noget, jeg har ingen følelsesmæssige referencer til disse, for mig er det dage som alle andre. Hvad der til gengæld har stor betydning og værdig for mig er valgdage, hvad enten det handler om valg til Folketinget, kommunalvalg, valg til EU eller folkeafstemninger. Valgdage er for mig det nærmeste jeg kan komme det fx jul og fødselsdage betyder for andre.

En valgdag er for mig mere end blot et valg, et kryds på en stemmeseddel. Hver gang der afholdes valg og jeg på stemmesedlen sætter mit kryds er det en påmindelse og fejring af den beslutning jeg traf i foråret 1989, hvor jeg sagde farvel til et liv og begyndte et nyt i frihed. En valgdag er for mig fejringen af en af de vigtigste friheder, frihed til at vælge.


Når jeg i ugerne om til det kommende kommunalvalg den 21. november ser de mange valgplakater her, der og alle vegne, så fyldes jeg med en gælde og taknemmelighed over at vi lever i land med demokrati. 

Valgplakaterne er for mig en indirekte hyldest til en dyrebar frihed vi aldrig må tage for givet. Vi har friheden til at forsamles, frihed til at ytre os, frihed til at være forskellige og uenige, frihed til at vælge.

Nu hører du måske til blandt dem der påskønner julepynt mere end valgplakater. For mit eget vedkommende, jeg elsker tiden, hvor valgplakaterne fylder i gadebilledet … … og sådan er vi jo så forskellige og heldigvis for det. 

fredag den 24. juni 2016

Det britiske EU-valg, selvtilstrækkelighedens valg?

Storbritannien har torsdag stemt sig ud af EU. For nogle en glædens dag, for andre en sorgens dag. Jeg hører til den sidste gruppe. Er jeg glødende EU-tilhænger, er jeg sortseer? Ingen af delene.

Jeg er af den opfattelse, at vi i Europa har behov for et EU, et europæisk fællesskab, hvor vi er forpligtede over for hinanden. Dermed siger jeg ikke, at den nuværende EU-konstruktion er perfekt, det er den ikke. Der er afgjort plads til forbedringer. Men alternativet er i mine øjne ikke at ønske.

Når jeg er trist over resultatet af den britiske valg har det flere grunde, men mest af alt de populistiske, kortsigtede og selvtilstrækkelige strømninger, som i stigende grad kommer til udtryk i det offentlige rum, i folkestemningen.

Er jeg sortseer? Nej, men jeg er bekymret for Europas fremtid, for stabiliteten i Europa, for en kommende tid, hvor det bliver "sig-selv-nærmest"-mentaliteten, der bliver dominerende. Jeg bliver bekymret for det Danmark jeg kender i dag, at rummelighed, venlighed og imødekommenhed i endnu højere grad må vige pladsen for en "vi-er-os-selv-nok"-mentalitet.

Vi har behov for fællesskaber, både i det små og i det store. Det er i fællesskaberne vi skaber grundlaget for samarbejde og fred (-lig sameksistens). Når vi overvejende fokuserer på egne interesser og kun søger fællesskab med ligesindede bliver vi sårbare og mistroiske over for andre, kampen (krigen) for egne interesser bliver et attraktiv valgmulighed, hvor konsekvenserne sjældent bliver tænkt til ende.


Jeg har samlet en række udsagn fra Jyllandsposten og Politiken, som supplerende til mine egne tanker.


Heidi Plougsgaard, Jyllands-Postens korrespondent i Bruxelles skriver her til morgen:

Storbritannien er efter torsdagens afstemning på vej »ud af EU og har efterladt EU med et åbent sår, der er måske dybt nok til ikke at kunne hele. Det kan markere slutningen på en ekstraordinær periode med fred og stabilitet i Europa og måske begyndelsen på en ny, hvor Europa er politisk mere ustabil, mere splittet og stærkt uenige om EU’s fremtidige kurs.«


Michael Jarlner, international redaktør på Politiken skriver:

»Og så er det et exit, der med et brag stopper det, der har været logikken i det europæiske samarbejde siden Romtraktatens første dage i 1957: at landene skulle søge mod et stadig tættere samarbejde for hele tiden at gøre det sværere at kaste sig ud i konflikt og krig med hinanden.«


Anders Jerichow, seniorkorrespondent på Politiken, skriver

»Over hele Europa spiller nationalistiske partier hasard med Europa. De er fælles om deres modvilje mod fremmede, mod flygtninge, mod Bruxelles. I hvert af landene døjer ’udkanten’ med en fornemmelse af forbigåelse. ’Hovedstaden’ opleves som en trussel mod provinsen, mens Bruxelles ses som en farlig trussel mod hovedstaden. Og de nationalistiske partier forsøger at foregøgle vælgere, at enegang er flot, og fælles beslutninger af det onde.

Efter at Europa i årtier har nedbrudt grænser, bygges i dag mure. Efter at Europa har bekæmpet historiske fjendebilleder, spiller de nationalistiske partier på nye fjendebilleder – med selve samarbejdet og dets aftaler som Den Store Fjende.«

Anders Jerichow fortsætter:

»De har modviljen mod Bruxelles til fælles, også ringeagten for ’de fremmede’.

Men tiden råber på fælles løsninger. Et fælles marked. Fælles miljøløsninger. Broer og jernbaner, ikke grænser og paskontrol.

Nationalisterne forsøger at bilde os ind, at alt var bedre uden EU. De forskanser sig forkrampet i hver sit land i troen på, at de kan klare sig uden fællesskabet. De samarbejder om at nedbryde EU. Men et fælles alternativ tilbyder de ikke. Det, de primært vil være, er sig selv – nok.«

lørdag den 4. juni 2016

Jehovas Vidner og brugen af video

I forbindelse med Jehovas Vidners årlige sommerkonvent 2016 er denne video kommet frem.




Jeg må sige, jo flere jeg ser af de nye videoer fra Jehovas Vidner, uanset om de er målrettet børn/unge, eller medlemmerne under ét som denne, des mere skræmmende og raffineret fremstår den intellektuelle og følelsesmæssige manipulation og kontrol der foregår i forhold til medlemmerne af Jehovas Vidner.

Lige så enkel, banal eller naiv den synes at være - lige så genial er den i sin udførsel, men tanke på den tanke-, følelses- og sociale kontrol man ønsker at opretholde over medlemmerne.

Denne video kan betragtes som den ene halvdel af en mønt, repræsenterende de stemninger og følelser, som medlemmerne har i forhold til bestemte læresætninger, i dette tilfældet troen på en opstandelse i paradis på jorden. Videoen er rense for logik og sund fornuft, der er alene tale om et løsrevet stemningsudtryk, som kan anvendes til at påvirke og regulere medlemmerne i en ønsket retning.

Den anden halvdel af ovennævnte mønt er den rationelle struktur, som har til formål at skabe en særegen "logik" til at understøtte og frembære de forskellige læresætninger.

Hver for sig har de to sider af mønten begrænset værdi eller nytteeffekt når det kommer til at manipulere medlemmerne, men når de anvendes parallelt (BEMÆRK: ikke sammen) kan medlemmerne fastholdes i et jerngreb, der veksler mellem frygt og angst. Herved etableres der et afhængighedsforhold til Vagttårnsorganisationen, som opleves som frelsen i forhold til det ubehag der er at være fanget i spændingsfeltet mellem frygt og angst. Tyngdepunktet eller balancepunktet er lydigheden, den ubetingede underkastelse under Vagttårnsorganisationens normer, krav og forventninger.

Når jeg før fremhævede at der er tale om parallelle virkemidler er det fordi man derved opnår den effekt, at styre medlemmernes mentale og følelsesmæssige fokus, afskærer dem fra fordybelse og egentlig refleksion, at danne sig sine egne individuelle meninger og opfattelser. Ved parallel anvendelse af møntens to sider, oplever medlemmerne dem som en helhed.

Omvendt, anvender man møntens to sider "sammen", som en helhed, bliver disharmonien mellem de to sider åbenbar, synlig, hvilket netop giver anledning eller grundlag for den individuelle refleksion og stillingtagen. Sker dette vil Vagttårnsorganisationen langsomt begynde at miste kontrollen over medlemmet. Når dette sker er det at truslerne om udstødelse og evig fortabelse tages i anvendelse, fordi de er magtfulde våben, når det gælder kontrollen over individets egenoplevelse af normalitet, at være en del af noget og dermed indentitetsfølelsen.

Så ligeså naive og barnlige videoer som denne synes at være, lige så farlige og forføriske/dæmoniske er de.

onsdag den 6. april 2016

Jeg døde på bjerget

»Jeg døde oppe på det bjerg. Derom ingen tvivl. En del af mig vil for altid være på det bjerg. Død. At mine brødre døde. Hvis en del af mig er i live, skyldes det mine brødre. På grund af dem er jeg stadig i live og jeg vil aldrig glemme, at uanset hvor ondt det gør, hvor mørkt det bliver, hvor dybt jeg falder, så ophører kampen aldrig.« - Marcus Luttrell, Navy Seal, Team 10. 


Jeg begyndte for nogle år siden at beskæftige mig med slægtsforskning og i den anledning er jeg flere gange blevet spurgte om jeg forventer at finde nogle kendte mennesker, at være af fornem herkomst, etc. 

Det kunne være en begrundelse - men det er det på ingen måde for mit vedkommende. For mig har slægtsforskningen en helt anden baggrund og betydning, som ikke handler om fortiden, men om nutiden, det liv jeg lever nu, den måde jeg føler, forstår og opleveler mig selv, min tilværelse i forhold til den verden jeg lever i, her og nu. 

Jeg er født og opvokset i et religiøst miljø, der i mange henseender er at betegne som et parallelsamfund. Er opvokset uden en følelsesmæssig tilknytning til Danmark og det danske samfund. Jeg levede i Danmark, men var kun dansk statsborger a proforma. 

I en alder af 32 var jeg nået så højt op på dette religiøse bjerg, som det var muligt for mig på den tid. Havde kæmpet mange kampe for at ende i en erkendelse af et religiøst bedrag og tomrum. Det, som skulle være et højdepunkt, et smukt udsyn, viste sig at være et blik ind i tomhed, en omklamrende illusion, efterfulgt af et dybt fald ud i en rejse mod nye horisonter, begyndelsen på en ny kamp - nej ikke begyndelse, dog kamp, men i nyt og ukendt terræn. 

Fra at være hyrden på bjerget blev jeg med et pennestrøg ulven i fåreklæder. Min oplevelse og erkendelse af illusionen og tomhed blev mødt med foragt, lagt for had, mødt med isolation, de slog mig ihjel. Jeg døde den dag jeg traf min beslutning, beslutningen om at leve, at jeg ville leve uden for illusionens klamme og knugende favntag. Bjerget blev min død, men rejsen ned fra bjerget blev en rejse ind i livet, at leve. 

Det blev en rejse ind i livet, tilbage til livet var det ikke, men ind i livet, at andet og nyt liv, en ny begyndelse. Jeg begyndte at lære mit land at kende på en ny måde, at være statsborger, at være fri, men hvem var jeg? Jeg døde og levede, samme krop, og så alligevel med en fortælling, der med ufravigelighed konfronterede mig med et budskab om, at jeg var historieløs, at jeg levede, men som historieløs. 

Spørgsmålet, ved jeg hvem jeg er, blev et spørgsmål til min fortælling, men ikke til en historie der give mening i forhold til at leve, være levende. De sidste år med slægtsforskning, er, som at bestige et nyt og meget anerledes bjerg, befolket med mennesker, skæbner, som jeg kan og er relateret til. 

Spørgsmålet om, hvem jeg er, om jeg ved hvem jeg er, får nu en eksistentiel og social betydning for mig i forbindelse med slægtsforskningen, hvem er mine aner, hvor kom de fra, hvad beskæftigede de sig med, ...... en normaliseringsproces. 

Jeg døde, nu lever jeg, jeg måtte dø for at kunne leve. Jeg gav slip på fortællingen og fik en historie. Jeg er trådt ind i en historie, en livsfortælling forandres og genskabes.

onsdag den 23. marts 2016

Alle taler - men er der nogen der lytter?

Alle taler i munden på hinanden, den ene råber højere end den anden, alle har en mening, der skal proklameres - med vold og magt, om nødvendigt.

Jeg betragter og undres; alle taler, men er der nogen der lytter?

Der høres og reageres, men eftertanken kommer sjældent til orde.

Mangt en misforståelse, skænderi, konflikt vil aldrig se dagens lys, hvis blot der lyttes mere, krydret med en erkendelse af, at ikke alt har behov for at blive kommenteret, men blot hørt og lyttet til.

Har vi helt mistet evne og vilje til at tale sammen, lytte til hinanden?

Hvad er det egentlig vi er optaget af, så fortravlede med, at vi ikke længere kan finde os selv, at vi ikke længere agerer, men domineret af det reagerende?

lørdag den 12. september 2015

Vi kan hjælpe - men hvor længe?

I forbindelse med den aktuelle situation i Europa - de eskalerende folkevandringer fra syd mod nord, kan der opleves stærke scenarier, som ikke overraskende vækker stærke følelser og reaktioner.


Det er vigtigt - situationens alvor taget i betragtning - at vi i debatten stopper op, træder et skridt tilbage og foretager en nødvendig sondering mellem følelsesmæssige reaktioner (empatien) og en velafbalanceret rationel tilgang (den sunde fornuft).

Situationen er alarmerende, et vink med en vognstang af dimensioner, at der politisk mobiliseres det nødvendige mod og handlekraft til at handle i forhold til, hvad der er nødvendigt, hvis - ikke bare lille Danmark, men Europa, skal forblive stabilt både socialt og økonomisk.

Vi er i Danmark og Europa kun i stand til at tage imod flygtning og migranter til en vis grænse, - ignorerer vi denne grænse for vores formåen, det være sig socialt eller økonomisk, vil det kun være et spørgsmål om tid, før vi vil opleve at det nationale og europæiske sammenhold svækkes, at vi vil begynde at strides indbyrdes, med den konsekvens at polarisering og radikaliserende kræfter inden for det danske og europæiske hus gør sig mere og mere gældende.

Som det er nu er vi i stand til at hjælpe, men hvor længe endnu og i hvilket omfang?

Hvis vi fortsat skal være i stand til at hjælpe mennesker i nød - uden at det sker med den konsekvens, at den indre stabilitet i Danmark og Europa bryder sammen - er det pine død nødvendigt, at vi i praksis begynder at skelne mellem mennesker der flytter og så dem der flygter.

Hvis vi i vores naivitet eller angst for at se kendsgerningerne i øjnene, fortsætter med at handle kortsigtet og følelsesmæssigt, kan vi glemme alt om at være i stand til at hjælpe - så bliver det et spørgsmål om, hvem der overlever og hvilken virkelighed vi står tilbage med efterfølgende.

Vi kan ikke hjælpe alle, men for at kunne hjælpe nogle er det et nødvendigt udgangspunkt, at vi kender grænserne for vores egen formåen - både på kort sigt og i det lange løb.

Debatøren Jaleh Tavokoli har på det seneste skrevet et par relevante debatindlæg, som jeg vil anbefale, indlæg som er højaktuelle og nødvendige indspark i forhold til den aktuelle situation.

Den første er: "Flugten fra Danmark til Sverige"- bragt i Jyllandsposten, fredag den 11. september 2015.

Den anden er: "Flygtninge-krisen: Stop behandlingen af asylansøgninger i EU"
- ligeledes bragt i Jyllandsposten, to uger tidligere, fredag den 28. august 2015. 

I denne forbindelse bør man medlæse den perspektivering som Dino Cini skriver i en kommentar til Jaleh Tavokoli's indlæg.

lørdag den 1. august 2015

Fortielser og selvbedrag

"I en verden baseret på fortolkninger og bedrag, hvor der tages patent på Sandheden, vil fakta og sandhed være undergravende elementer for det bestående, budbringerne at betragte som fjender og løgnere." - Søren Rødgaard Henriksen

Uanset om man befinder sig på den politiske eller religiøse sene, så finder man i begge lejre ekstreme og radikale holdninger og verdensopfattelser, at det kan overraske, i hvilken grad mennesket, det menneskelige sind, kan forføres og forblindes af egen opfattelser.

Aktuelt, den igangværende høring i Australien omkring Jehovas Vidner og deres praksis i forhold til bl.a. seksuelle krænkelser af børn giver anledning til mange overvejelser og en del stof til eftertanke. At Jehovas Vidner alene i Australien har holdt flere end 1000 sager om seksuelle krænkelser af børn skjult for myndighederne er i sig selv slemt nok, men at man stadig i 2015 forsvarer denne praksis (som det er sket under den igangværende høring) er oprørende. 

Forargelsen over det der er sket i den katolske kirke, hvor præster har seksuelt krænket børn har tiltrukket sig meget opmærksomhed. Hvor megen opmærksom vil medierne og offentligheden give disse nye afsløringer omkring Jehovas Vidner?

De foreliggende oplysninger peger på, at det må antages at være meget mere omfattende end det der har været fremme omkring den katolske kirke, at vi her tilsyneladende er vidne til den igennem alle tider største afsløring af seksuelle krænkelser, som ikke blot er fortiet og skjult for myndighederne, men tilmed udspringer af en formaliseret praksis, godkendt og dikteret af Jehovas Vidners øverste ledelse, hvor konsekvensen er, at hensynet til krænkeren går forud for hensynet til den krænkede.

Tiden er inde til, at der gribes ind over for disse fortielser, at der er grænser for hvad man kan tillade sig i religionsfrihedens navn, at retten til at tro ikke er en fribillet til at ignorere eller tilsidesætte et lands lov og ret.